Workshop indhold.

På camp’en skaber vi små historier og scenarier og giver deltagerne værktøjer til at fremføre dem på en troværdig og nærværende måde. Formålet er, at hver deltager mærker sig selv, fremfor sit ”opstillede jeg.” Ønsket er, at camp’en virker som en modvægt til den tsunami af forvrænget selvopfattelse, der skyller benene væk under vores børn og unge, gennem de sociale medier. For at deltagerne skal kunne arbejde helt uden fokus på at skulle præstere, ender Camp’en ikke ud i et stort musicalshow den sidste dag, men vi åbner gerne dørene for indblik i processen, som afslutning på workshoppen. Deltagerne bliver i løbet af camp’en mindet om deres eget værd og får nye indgangsvinkler til at stå sikkert, både på og udenfor scenen.

Uanset varigheden af camp’en, så tilpasser vi indholdet til deltagernes alder, antal og niveau.

Vi er: en instruktør, en koreograf og en kor-/sangcoach. Hver især og sammen, underviser vi deltagerne i de 3 kunstarter, sang, dans og dramatik. Vores fornemmeste opgave er at lære workshopdeltagerne at de ikke skal påtage sig en kunstig rolle, eller være på en bestemt måde, for at være ”nok”. De skal bare være sig selv – og det er ikke altid let.

Under arbejdet udforsker vi forskellige aspekter af, hvad det egentligt vil sige ”at være sig selv”. For livet på de sociale medier, med deres evige krav om likes, følgere og perfekte fotos, kan næsten kvæle et ungt menneske. På denne workshop lærer de unge mennesker ”at komme til sig selv”. I stedet for at kigge ud, inviterer vi dem til at kigge ind og opdage deres indre værdier.

 


Feedback vi har fået:

Mor til Camp-deltager: ”Vi har hentet og afleveret et barn, som hver dag bare har glædet sig til at komme til Jeres undervisning. Jeg kan KUN sige positive ting om jeres workshop! Emma er vokset og hendes selvværd er vokset.”

Augustas (workshopdeltager) spontane reaktion: “Jeg elsker det!”

Mor til workshopdeltager: ”Som forælder synes jeg det var fantastisk at få et glad barn hjem, der helt tydelig havde brugt sig selv på en god måde. Både fysisk og mentalt, og uden at skulle vise et færdigt “projekt”. Noget der ellers ofte er slutningen på en workshop/temauge.”